Bæredygtig markedsføring gennem KULTUREN

Magasinet KULTUREN - grundlagt 1997

Man får ikke folk op af stolen ved at præsentere dem for fire årlige arrangementer. Går de kulturelle arrangører derimod sammen og præsenterer en buket af arrangementer, der til stadighed kan ligge og pirre i form af et udgivet magasin på sofabordet – så er det nemmere at vække oplevelses-trangen hos publikum.

Samarbejde

Samarbejde var og er nøgleordet for promovering af kulturelle arrangementer i det samarbejde omkring markedsføring,der har stået på siden 1997 med base i Kinorevuen i Skørping. I forbindelse med en projektansættelse med fokus på opstart af KulturStationen konceptudviklede jeg i samarbejde med ildsjæle fra Kinorevuen det kulturelle markedsføringsmagasin KULTUREN.

Trykt medie

I 1997 var internettet som markedsføringskanal på ingen måde så udbygget og benyttet som i dag, så trykt kommunikation og markedsføring var en bidende nødvendighed for at gøre opmærksom på arrangementerne. På daværende tidspunkt var de primære markedsføringskanaler for de kulturelle udbydere lokalaviserne samt Nordjyske Stiftstidende. Ved at lave et postomdelt kulturblad med en levetid på to måneder var det muligt at påvirke og friste kulturbrugerne over en længere tid,uden konstant at skulle indrykke nye annoncer.

 Bred appeal

En vigtig del af konceptet var at bladet havde en bred appeal. Målet er at højne kulturforbruget og markedsføre alle de lokale arrangementer overfor beboerne i nærområdet. Derfor er en del af bladets koncept også at det indeholder noget for mange forskellige interessegrupper.

Successen eksporteret til nabokommuner

En række nordjyske kommuner har ladet sig inspirere af konceptet og har startet tilsvarende blade op med tilhørende elektroniske kulturkalendere. Det gælder Jammerbugt, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner.

KULTUREN anno 2014

Det er ganske tydeligt for enhver, at mediebilledet er ændret radikalt siden KULTURENs fødsel i 1997. Internettet er buldret frem og sociale medier er der adgang til instant, 24/7. Det er dyrt og besværlig, at fremstille en kulturavis som KULTUREN, men i et mindre samfund, som Rebild Kommune, har den stadigvæk sin eksistensberettigelse i kraft af, at den i fysisk form kan ligge på stuebordet og til stadighed påminde os om at vi er en del af et lokalt fællesskab. Et fællesskab hvor der sker noget, hvor der er noget at samles om. Denne geografiske bundethed er nok det væsentligste argument for at fastholde en trykt udgave af bladet en stund endnu. Ihvertfald kræver en nedlæggelse af den trykte avis en radikal omlægning og fornyelse af den elektroniske udgave.

Recent Posts